Vi er en selvejende privat institution, der består af en vuggestueafdeling for børn i alderen 0-2,11 år og en børnehaveafdeling for børn i alderen 2,11-6 år, som har en fælles ledelse og bestyrelse. Vi har et tæt samarbejde afdelingerne imellem.
Vi har et tæt samarbejde med Glyngøre skole, hvilket gør overgangen til skole mere tryg. Vi samarbejder også med plejehjemmet og deltager gerne i byens og lokal områdets aktiviteter.
Vuggestuen og børnehaven har hver sin legeplads men om fredagen holder vi "åben legeplads", hvor alle børn frit kan vælge hvor de vil lege. Om fredagen holder hele institutionen fælles samling, som oftest foregår på legepladsen.
Den tætte beliggenhed ved skov og strand spiller en stor rolle i vores pædagogiske aktiviteter. Vi opholder os meget ude og tager ofte på ture ud af huset, hvor vi benytter os af de muligheder, vores skønne beliggenhed kan give. Her bruger vi fantasi, fortælling og respekt for naturen som en vigtig del af vores pædagogiske praksis.