I skoven er der plads til vilde lege, hyl, skrig og latter, til at falde i staver eller gemme sig i et træ med sin allerbedste ven. I skoven må man næsten alt. Vi er ude i al slags vejr. Vi mærker årstidernes skiften, ser, føler, hører, dufter og smager, Vi er der, når det er så varmt, at man søger skygge og fluerne summer. Når hele skoven lugter af efterår, og man ser den første fluesvamp. Når kulden bider i kinderne, og alle vanter er sjaskvåde og fulde af mudder, og når man hører bøge-knoppernes skæl hvisle til jorden og smager på de første lysegrønne bøgeblade.
Vi har hver dag oplevelser i naturen, hvor vi bruger kroppen, sanserne og fantasien, og de voksne er medoplevere på lige fod med børnene. Vi har altid mulighed for at tage opslagsbøger med i skoven, vi studerer edderkopper, og andre smådyr – enten i hånden eller gennem forstørrelsesglas. Vi vipper træstubbe når vi går gennem skoven og opdage at bænkebiderne har det godt og vrimler herunder, selv om vinteren. Vi ser et rådyr stå og kigge på os når vi går tur, for pludselig at få rigtig travlt gennem skoven. Vi værner om regnormen, nogen gange en hel dag som fast følgesvend. Pludselig når vi går i skoven myldre et muldvarpeskud op af jorden. Vi leder efter grævlingegrave, rævegrave og musehuller, og børnene laver ”fantasi” rævefælder.
Og så laver vi rigtig meget andet - kig evt på børnehavens facebook side, her er en masse billeder, som giver et godt indtryk af skovlivet.