Den Magiske Gryde er et lille børnehus med et stærkt og engageret forældreskab. Derfor ønsker forældrekredsen og bestyrelsen, at I, som familie får en god velkomst i huset og at I forhåbentlig hurtigt bliver inddraget i fællesskabet og i de fantastiske initiativer, der er, både lokalt i området, men i særdeleshed i Den Magiske Gryde.
Vi ønsker og stræber efter at være et åbent og hjerteligt forældreskab, hvor vi tager hånd om hinanden, både børn og voksne. Vi har alle været nye forældre, og ved af erfaring, at det nogle gange kan være svært at vide, hvem skal man spørge. Derfor får I en kontaktforælder fra bestyrelsen, som vil stå til jeres rådighed ift. spørgsmål, generel information og som sparringspartner. I kan henvende jer med alt fra information om kommende arrangementer, en rundvisning, uformel snak i huset, gode råd til madpakker, fødselsdagsfejring, fritidsaktiviteter og meget mere. Til denne kontaktforælder er ingen spørgsmål forkerte eller for små.
Jeres kontaktforældre vil tage fat i jer, men vi vil også gerne opfordre jer til, at gøre brug af jeres kontaktforælder, som i alle tilfælde er en forælder fra bestyrelsen og som repræsenterer henholdsvis Hobbitterne (vuggestuestue), Dragerne (børnehave) eller Elverne (børnehave) - afhængigt af hvor jeres barn starter.