Vi prioriterer vores samarbejde med jer meget højt. Den daglige kontakt når I afleverer og henter jeres barn er utrolig vigtig. Vi tilstræber at være åbne og imødekommende over for jer som forældre, og fortælle om de mange oplevelser vi har haft sammen med jeres barn. Ligeledes er det meget vigtigt, at I hjælper barnet med at fortælle, hvad I f.eks. har lavet i weekenden, hvis der er sket noget særligt derhjemme, eller hvis barnet har sovet dårligt om natten. På den måde har vi noget at snakke med børnene om der hjemme fra, eller tage særlige hensyn, hvis der er behov for det.
I tilbydes ligeledes opstartssamtaler (hvad enten jeres barn starter i vuggestue eller børnehave), trivselssamtaler (ved 2, 3, 4 og 5 år) og overganggangssamtaler (fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole). Ved overgangssamtalerne og trivselssamtalerne i børnehaven vil vi samtidigt evaluere barnets sprogtest, som er et krav fra når barnet fylder 3 år.
Vi forventer at I som forældre ønsker at deltage i børnehuset arrangementer, alt fra forældremøder, fester eller arbejdslørdage. De værdier vi skaber i børnehuset, ønsker vi opbakning omkring, således at vi sammen kan skabe en optimal hverdag for os alle i og omkring Børnehuset.