Det kan specielt for børns vedkommende af og til være svært at afgøre, om de er syge eller raske. Barnet er rask, når det er feberfrit, og almentilstanden er upåvirket. Barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig omsorg og pasning. Barnet skal fx kunne lege ude og tage med på udflugt.
Hvis et barn kommer i institution uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom. Det kan derfor være en god idé at lade barnet blive hjemme i mindst 1 dag, efter at det er blevet feberfrit. Barnet er sygt, hvis almentilstanden er påvirket, hvis det har feber, eller hvis der er specifikke tegn på sygdom.
En hovedregel er, at syge børn og personale ikke må komme i institutionen, og at et barn med en smitsom sygdom først må komme igen, når det ikke længere smitter. Ved diarré og opkast må barnet komme i institution når barnet er rask og afføringen har været normal i 24 timer. I tilfælde af Roskildesyge anbefales dog 2 dage hjemme, efter at diarré og opkast er ophørt.
Sygdom meddeles så tidligt som muligt – gerne inden kl. 8.00 – af hensyn til madlavning og dagens aktiviteter.